Rejsen bort fra misbruget

Den traditionelle misbrugsbehandling slog ikke til, og Jonas' liv var en hastig deroute på vej mod intetheden. Men så trådte familien og Comunità Cenacolo til.

Artikel bragt i Psykolog Nyt nr. 19 - 2008

Optur Af Hans Ole Nielsen.

Irland. Uden for vinduet farer nøgne træer og forvitrede buske forbi, mens våde, grønne marker i horisonten følger togets retning, retningen mod Comunità Cenacolo, Knock, Irland.

Min søn Jonas nåede Knock i foråret sammen med Ulla, hans stedmor. Hun tog hjem til Danmark, Jonas blev i Irland. Nu er Ulla atter på vej derover, denne gang sammen med mig og Jonas' to børn. Udenfor slår den irske vinterregn mod toget. Klara på 11 år og Kristian på 9 år har ikke set deres far i ni måneder, deres øjne søger Ullas. Hvornår er vi der?

Det regnede også for ni måneder siden, da Jonas og jeg blev kørt til lufthavnen i Kastrup. Jonas' ansigt var smalt og blegt. Der gik gys af kulde igennem hans udmagrede krop, men der var svedperler på hans pande.

Da jeg lagde armen om hans skuldre, var de benede og knoglede, og hans underarme og overarme gik i ét. Om ham var en stram sød lugt af tobak og hash, 40 - 50 cigaretter og 5 - 10 joints om dagen, øl og cola.

Tre måneder før havde Jonas ringet til mig: Jeg vil væk fra det hele! Hjælp mig far!

Tiden forud havde været lang og tung: Et årelangt, stadigt stigende forbrug af hash og alkohol. Skilsmisse. Tab af arbejde. Ambulant og institutionel behandling.

Ulla og jeg havde været i Medjugorje, et af Jomfru Marias hellige steder i Bosnien-Herzegovina. Her havde vi besøgt et af Comunità Cenacolos huse og for første gang hørt om den katolske søster Elvira, der i 1983 sammen med unge, forvildede og nedbrudte mænd byggede et simpelt hus i Italien med troen på Gud som et glødende centrum - der samlede mændene til et fællesskab, hvor hensynet til den enkeltes vækst og udvikling var målet. her genvandt mændene deres kraft og glæde.

Fra dette moderhus har Comunità Cenacolo siden udviklet sig til nu at omfatte over 58 huse spredt over det meste af verden, alle selvkørende ved beboernes eget arbejde og ved donationer fra private ofte anonyme sponsorer.

Alle husene er samlet som i en stor familie for mænd og kvinder, der har mistet meningen i deres liv, og hvor fortvivlelse og håbløshed sammen med opgiven og en dødelig afhængighed af alkohol og narkotiske stoffer har ført til en tilstand, der har modstået alle behandlingsforsøg i deres respektive lande.

Indtil Jonas ringede, havde der mellem ham og mig hersket en gensidig vrede og foragt, længsel og håb, smerte og afmagt. I årevis havde der ligget en giftig tåge imellem os, men nu trængte et lysglimt gennem mørket: Jeg vil væk fra det hele. Hjælp mig far!

Inden i mig svarede det: Han dør, hvis han ikke får hjælp til liv nu. Og jeg dør også, hvis jeg kun kan vise ham vejen til døden og ikke en vej til livet, en vej, som jeg med hele min sjæl tror på er den rigtige.

Jeg fortalte Jonas om Comunità Cenacolo, han bad om mere information, video og brochurer, afviste så det hele - for børnenes skyld! Ville så igen, ville ikke, men vi nærmede os hinanden.

Da flyet lettede til Irland med Ulla og Jonas, blev jeg hjemme. Mit syn er stærkt nedsat, og jeg skulle opereres næste dag.

Efter en uge vendte Ulla tilbage, Jonas havde afleveret sine kontanter, kreditkort, pas og mobiltelefon, og havde accepteret rammerne for et længere ophold - to til tre år - i Cenacolofællesskabet, der udelukkende består af tidligere misbrugere - fra den ansvarlige i huset til den sidst ankomne. Holde huset selvkørende ved fælles arbejde med de andre mænd - kvinder og mænd er adskilte - kraftig nedtoning af traditionelle materielle værdier og af kommunikationen med pårørende de første tre til fire måneder - ingen alkohol, ingen narkotika og ingen tobak. Og - ingen substitutionsmedicin under afvænningen eller senere, men støtte fra en guardian angel, som er en beboer, der de første måneder følger den nyankomne dag og nat og langsomt sluser ham ind i fællesskabet med de andre mænd.

Nu er der gået ni måneder og trods to rømninger er Jonas stadig i fællesskabet i Irland.

Gensyn, omsider - og nu er toget stoppet i Knock. Er vi der nu, farfar? Hvordan mon far ser ud nu? Vi bliver indkvarteret i et lille venligt pensionat, vore værter præsenterer sig: Vi er venner af Cenacolo. Det er sent, vi beder Fader Vor, og børnene sover ind.

Den første morgen i Knock er fuld af klokkeklang. Vi går tll messe. Et styke foran os går en gruppe mænd, deres silhuetter flimrer i skarpt modlys, en af mændende vender sig, han begynder at løbe hen mod os. Vi stopper op, så begynder børnene også at løbe, hen mod ham. De kaster sig ind til ham, han har brede skuldre og løfter dem op i stærke arme: Far!

Der kommer andre gæster. Der er familiebesøg i Comunità Cenacolo. Beboerne arrangerer krybbespil live om aftenen. De har lavet mad til os alle, og vi spiser i de små stuer. Snakken går, nogle kommer fra Italien, Mexico og USA, andre fra England og Irland, men snakken går. Da vi skal hjem til pensionatet, er det aften, og jeg snubler udenfor i mørket. En arm lægger sig om min skulder, jeg ser op i min søns smilende ansigt, jeg læner mig mod hans skulder, det er første gang. På vej ud til bilen begynder vi at skændes om tidspunktet for afrejsen i morgen, og i skænderiet er der stadig spor af gammel bitterhed og kulde.

Sidste dag, den tredje, besøger vi igen huset. Beboerne sover i firemandsstuer, de ligner dem, jeg sov i, da jeg var soldat, og da jeg sejlede til søs. Mændene som bor her, er mænd, som vi var, men den dame de har på væggene, er anderledes end pigerne, vi havde hængt op. Det kræver samarbejde, orden og ansvarlighed at bo og arbejde under så små forhold.

Mændene er afslappede og venlige, og vi får talt med de fleste af dem. De holder fri fra hverdagen, som ellers begynder klokken syv, og kan se sådan ud: Først bøn og meditation og arbejdsdeling, så morgenmad og arbejde til middag. Herefter åndelig fordybelse og samtale med udgangspunkt i oplæsning fra Bibelen, hvor andre perspektiveringer end netop den kristne er velkomne. Igen arbejde. Så følger vask af arbejdstøj og tilberedelse af middagsmad. Om aftenen fri, ofte fodbold og anden sport, tv eller film efter aftale. Klokken 22 bøn og godnat.

Der er hele tiden løbende opfølgning, i gruppen eller ved mere personlig kontakt, af hvordan mændene har levet op til de fælles og personlige ansvarsområder, de i gruppen er blevet pålagt eller selv har påtaget sig -det kan være rent praktiske gøremål eller et personligt arbejde med ændringer i holdninger og adfærd, som den enkelte har indset til stadighed bringer ham i pinlige og uønskede situationer med sig selv og fællesskabet.

Alle mændene har 'slikket bunden af truget', de er ligemænd. Og alle har viljen til kamp mod de nedbrydende og destruktive kræfter, der altid lurer, og redskaberne til kampen får de i Comunità Cenacolo! Andre redskaber er de allerede eksperter i: De kender hver eneste undskyldning for svigt, hver eneste løgn fra den hvideste til den sorteste, som midler til at udbytte og udnytte den anden, hver eneste form for manipulation for at undgå forpligtelsen i det venskab og i den kærlighed, de både længes efter og frygter.

Svært at snyde i Cenacolo

Vi tager afsked med Jonas. Han vil følge den vej, han er slået ind på, og bliver i Comunità Cenacolo. Børnene er trygge nu, de ved, at deres far har det godt, og de er glade for ham og stolte, men: Hvornår igen,far? Ulla og jeg lover at følge dem igen, når der er besøg næste gang. På pensionatet møder vi to kvinder. De tilbyder os et lift til lufthavnen ved Dublin i morgen. De er venner af Cenacolo, har været med til at etablere huset i Irland, og der er mange venner af Cenacolo i det omliggende samfund som er parat til både at yde naturalier og praktisk hjælp til huset, venner, der respekterer og beundrer mændenes kamp. Da vi skal i seng kalder Klara og Kristian. De sidder med hver sin rosenkrans i hånden: Vi fik den af far. Vi tænker på far, når vi holder den i hånden.Tidlig morgen. Biltur til Dublin, fly til København, biltur til børnenes mor i Sverige. Hun breder armene ud: Mor! Vi fortæller om turen, forklarer om rosenkransen. Børnenes mor smiler og ler: Tak, fordi børnene er så glade. Ulla og jeg kører hjemad, ser på hinanden: Vi vil også være Cenacolos Venner! Og så er vi tilbage i Danmark.

Markante forskelle

Danmark. Inden vi igen besøgte Jonas, talte Ulla og jeg tit om, hvad der var sket. Ja, der var jo sket det, at Jonas var rejst til Irland og i over et år ikke havde rørt alkohol, hash eller tobak, og at han havde genvundet sin fysiske styrke. Og det stod fast, at han ønskede at blive i Irland.

Nogle markante forskelle mellem behandlingen i Danmark og i Cenacolo-fælleskaberne sprang os i øjnene: I Comunità Cenacolo er mænd og kvinder skilt ad i forskellige huse, og der er ikke kontakt mellem kønnene i den tid behandlinger varer. Opholdet er gratis, idet beboerne i det enkelte hus selv sørger for deres eksistens og ikke modtager hjælp fra offentlige instanser. Mændene er døgnet rundt i stadig kontakt med hinanden. Der er daglige samtaler med udgangspunkt i tekster fra Bibelen og daglige bønner og meditationer med udgangspunkt i den kristne tradition. Mændene i fællesskabet kommer fra forskellige nationer med forskellige sprog og skikke og består udelukkende af tidligere misbrugere af narkotiske stoffer og alkohol; der inddrages således ikke bistand fra medicinsk, psykiatrisk, psykologisk eller pædagogisk sagkundskab, og der gives fx under opholdet ikke på noget tidspunkt substitutionsmedicin.

Automatisk begyndte vi at fundere over, om nogle af disse nye tiltag i en eller anden forstand havde bevirket den positive udvikling hos Jonas. Men selv om vi her og der hørte om en succesrate på 80% i Comunità Cenacolo, fandt vi hurtigt ud af, at denne vurdering ikke var baseret på traditionelle videnskabelige undersøgelser, idet der ikke forefindes offentliggjorte evidensundersøgelser af arbejdet i Cenacolofællesskaberne. Vi vovede et kvalificeret gæt, baseret på casestudies, egen klinisk erfaring og måske lidt ønsketænkning - på, at noget, der virkelig havde gjort en forskel for Jonas,var,dels at han var havnet i en livssituation, der var så pinefuld, at han bad om at "komme væk fra det hele", dels at vi indså, at nu drejede det sig om at redde Jonas' liv, og dels endelig at vi forstod, at vi kun kunne gøre dette på en eksperimenterende måde, efter at de metoder, der var godkendt i Danmark som evidente, i en eller anden grad var forsøgt uden held.

Og vi havde ikke tid til at skaffe os viden om, hvorvidt der var andre steder i verden, der havde opnået evidensbaserede resultater i tilfælde som Jonas'. Vi valgte at forstå hans ønske om 'at komme væk fra det hele' som et ønske om nyt liv. Og vi fulgte ham så til Comunità Cenacolo i Irland, hvor det, vi havde hørt og læst om forholdene der forekom os så fornuftigt, at vi sammen satsede på, at det var her, der var nyt liv for Jonas. Vi blev enige om, at det, vi indtil nu havde set og erfaret om holdninger og arbejdsmåder i Comunità Cenacolo i Irland, i nogen grad kunne berettige, at vi straks efter hjemkomsten i munden på hinanden udbrød: Vi havde sgu ret!

Nye mennesker, nye skikke

Italien. Efter et lille års tid i Irland var Jonas flyttet til Norditalien for at møde nyt land og sprog, nye mennesker og nye skikke. Her besøgte vi ham i Cunio tæt ved Comunità Cenacolos hovedsæde i Saluzzo.

Der var julefest. Over 2000 nuværende og tidligere beboere fra Cenacolos huse i Europa, USA, Sydamerika og Rusland deltog. Festen fandt sted i en kæmpe sportshal og blev ledet af søster Elvira og beboere fra husene. Mellem talerne vekslede et drønende rockorkesters krat med et swingende kors soul og ånd, mens sanselig boblende livsglæde fyldte salen. En messe blev fejret, en rosenkrans blev bedt, og et klimaks blev uventet nået midt i et storslået krybbespil, da det lille jesusbarn i krybben pludselig gav et vræl fra sig, der rungede gennem hallen, og alle rejste sig og lo og klappede, mens rockorkestret satte i med 'Happy birthday to you'.

I pauserne fandt nuværende og tidligere beboere hinanden, nogle med familier, andre uden, der blev omfavnet, grædt og smilet. Og spist. Sulten var stor og mad og drikke blev indtaget med glubende appetit, ikke mindst af de mange børn, som hele tiden bevægede sig rundt i hallen i dette mylder af mennesker i en livsudfoldelse gående fra dyb koncentration og bøn til drønende rockmusik og hengivelse i bølgende kædedanse.

Jonas og børnene forsvandt hurtigt, og Ulla og jeg fik talt med ledere fra Jonas' hus. Der blev det klart, at Jonas i løbet af foråret efter ca. to års ophold i Cenacolo ville hjem og også var parat til at klare sig selv igen. Vi dansede med i en af kæderne og blev pludselig omfavnet - begge to på en gang- af Joshua, en kæmpemæssig amerikaner, vi havde truffet i Irland, jøde og buddhist, der nu arbejdede som kok i Australien. Da vi spurgte ham, hvordan det havde været for ham at bede kristne bønner og gå i kirke i Irland, grinede han: -Fedt mand. Det er sgu da fucking klart, at hvis du går ind i et fremmed hus for at få hjælp, må du følge dets anvisninger og skikke. Han tog en dyb slurk af sin cola og så lidt frem for sig: - Eller gå igen, hvis du ikke kan lide lugten. Det er der ingen, der forhindrer dig i, mand.

Lidt efter talte vi med en af moderhusets ledere, en præst, der kendte Jonas godt. Da vi lidt bekymrede spurgte ham, hvad han mente Jonas skulle foretage sig, når han kom hjem igen, smilede han: -Det han kan nu: Arbejde elske, bede og leve sundt. Og da vi fremturede: Og hvad skal vi så gøre?, så han på os: - Lytte til ham og give ham udfordringer.

Uden for hallen spillede to hold fodbold, en sport der dyrkes i alle Cenacolos huse, hvor der også holdes skarpt øje i tv med turneringer i hele verden og især fra de lande, der er repræsenteret i Cenacolos huse, som også har løbende turneringer indbyrdes. Inde i hallen mødte vi børnene og Jonas. Vi skulle sige farvel nu. Jonas tog først mig i hånden og dansede en lille kort dans med mig. Først udtrykte den glæden ved vores møde, så smerten ved afskeden og til sidst glæden ved det kommende gensyn. Så blev det Ullas tur, så Klara og til sidst Kristian. Og så gik vi hjem til hotellet. Den følgende dag gik turen mod nord. Ulla og jeg kørte med børnene gennem Europa hjem til Sverige, hvor også vi dansede afsked med dem. Herpå vendte vi hjem til Danmark.

Danmark. Efter nogle måneder lander Jonas i Danmark. Nu bor han igen her, på et værelse kommunen har skaffet ham, og hvor han kan have besøg af sine to børn. Han har planer om at udbrede kendskabet til Comunità Cenacolo her i Danmark og om at være i kontakt med vennerne derfra. Han kører taxa og har fået nye bekendtskaber af en helt anden art end dem, han havde før han rejste til Cenacolo. Han er i gang med at opbygge en positiv kontakt til sin ekskone og er i god kontakt med sine børn. Han tager en dag ad gangen og lader sig ikke uden videre slå ud af skuffelser af menneskelig eller materiel art.

Hvad er der sket med Jonas? En nat vågner jeg, og en historie fra gamle dage dukker op: De store terapeuter var samlet for at redegøre for målet med deres terapi. De blev bedt om at gøre det kort. Jeg nøjes med at citere de tre, jeg kender bedst: Fritz Pearls lagde ud: - Mit mål, sagde han, er at lære folk at tørre sig selv i røven. Senere var det Freuds tur: -Ja, og når Dr. Pearls har gjort sit, så prøver jeg at lære folk at elske og arbejde. Til sidst kom Jung: -Og når Freud og Pearls har gjort deres, så prøver jeg at hjælpe folk med at få mening med det hele.

Da jeg efterfølgende tænkte på, hvad der var sket med Jonas, dukkede Fritz Pearls skæggede ansigt op: Jonas er så småt begyndt at tørre sig selv i røven! Og jeg tænkte på de trange boligforhold og hans tætte psykiske og fysiske nærhed med de andre mænd i fællesskabet: Lugten af lort registreres straks, og reaktionerne er hurtige og kontante. Ingen af de andre mænd står i kø for at tørre Jonas i røven. Det, de gør, er at fortælle ham, hvornår han lugter, og hvordan han skal holde op med at lugte. Var det så alt? Nej, hviskede det i mit øre, og jeg opdagede, at Freud stod lidt bag Pearls: Han er også begyndt at kunne elske lidt, og måske arbejder han også af og til uden hele tiden at tænke på hvad han får for det. Den levende nærhed i fællesskabet, hvor svedende mænd kæmper, sejrer, taber, hvor en hjælpende hånd, et smil, kan skabe lysten til selv at række en hånd frem til en, der trænger til hjælp. Være hos en der græder, fordi man selv har grædt - hvis man lige husker det.

Og arbejdet i fællesskabet! Her får du chancen for at erfare, at det at arbejde ikke altid bare er for at fylde tiden ud eller for din egen fornøjelses skyld. Du får chancen for at se, mærke og føle, at dit arbejde også har betydning for dem, der sveder ved siden af dig. Og måske finder du ud af, at hvis du vil opnå noget, der skaber glæde, må du arbejde for det. Og måske oplever du den fryd, det er at gøre et arbejde færdigt. Helt færdigt.

Nu rømmer Jung sig: Ja, Jonas' fiksering på hash og alkohol som det centrale i livet har løsnet sig, og hvis han ikke vil havne i nye fikseringer, er han nødt til at begynde på at skabe sig en ny mening med sit liv. Og - tænkte jeg: I de daglige samtaler og diskussioner ud fra Bibelen med andre mænd - med vidt forskellige menneskelige udgangpunkter og fra vidt forskellige lande og kulturer - har han fået chancen for indblik i mangeartede holdninger til livets mening, og han har fået tilgang til et sprog, der sætter ham i stand til at tale om problemer af åndelig og eksistentiel karakter på en måde, der både kan stille og besvare spørgsmål og åbne for nye. De tre gamle kæmper svinder væk, mine øjne lukker sig, nu kan jeg sove... Men nej! Søster Elvira viser sig, klart og skarpt: -Og glem nu ikke, Ole, at der i Cenacolo også er plads til troen på Gud. Og måske har Jonas grebet chancen.

Og Jonas greb chancen

Da jeg talte med Jonas for et stykke tid siden, røg det håbefuldt ud af mig: -Det er, som om du er forvandlet! Jonas fiskede en smøg frem og tændte den. Han så mig og smilede: Ja, ja, far. Men jeg er sgu ikke blevet til en helgen! Han inhalerede dybt! Men noget er der altså sket! Søster Elvira og Pearls og Freud og Jung har givet mig nogle forslag til at forstå, hvad det er, men jeg ved jo godt, at der kan gives mangfoldige andre forslag. Og jeg ved også, at det, der kan ske, ikke altid sker! Men en ting står fast: Startskuddet til det, der er sket og vil ske, blev affyret, da Jonas så mig som den eneste mulighed for at finde et sted, hvor han kunne "komme væk fra det hele", og det blev lige så nødvendigt for mig som for ham at finde det sted. Vi fandt stedet, og Jonas greb chancen. Nu er det op til ham at holde fast og holde ud. Og skulle han slippe, er der et sted med plads til en omstart: Comunità Cenacolo, Knock, Irland.

I Danmark har en gruppe interesserede med kendskab til arbejdet med stofmisbrugere og alkoholikere dannet foreningen Cenacolos Venner DK. Foreningens formål er at udbrede kendskabet til Comunità Cenacolo og undersøge, om der her eller et andet sted i Norden kan føjes endnu et hus til. Se www.cenacolos-venner.dk