En anderledes hjælp til stofmisbrugere og alkoholikere.
Comunità Cenacolo er grundlagt af en katolsk nonne, søster Elvira, i Italien i 1983. Det er en organisation, der hviler på et kristent grundlag, og hvis mål er at hjælpe ekstremt udsatte mennesker, specielt stofmisbrugere og alkoholikere, med at genfinde glæden og meningen med deres liv.
Comunità Cenacolo har ca. 60 fællesskaber i huse spredt ud over hele verdenen, men der er endnu ikke et fællesskab i Norden.
Lidt om Comunità Cenacolo
Hvert fællesskab forestås af en tidligere misbruger, der sammen med andre egnede beboere fungerer som vejledere i fællesskabet. Den nyankomne tilknyttes en egnet beboer de første 3 til 4 måneder - en såkaldt guardian angel, en 'skytsengel'. Der er i øvrigt ingen behandlere på stedet, ligesom der ikke udleveres medicinske substitut-præparater som f.eks. metadon.
Meditation, bøn og selvransagelse er led i dagligdagen og væsentlige elementer i fællesskabet med henblik på at skabe den indre ro, der er nødvendig for at den enkelte kan (gen)finde sig selv og glæden og meningen med livet. Der er ikke på forhånd krav til tro eller trosretning.
Endvidere må der ikke nydes alkohol og ryges eller tages nogen form for stoffer under opholdet. Der må ikke telefoneres eller tages personlig kontakt til familie og venner de første måneder, og der må ikke høres radio og kun undtagelsesvis er der adgang til fjernsyn.
Fællesskabet er selvforsynende. Alt arbejde, herunder den daglige husholdning, udføres af fællesskabets beboere, og der er således ikke udgifter forbundet med opholdet for den enkelte beboer, ligesom beboerne ikke må være i besiddelse af penge eller få tilført penge udefra.
I fællesskabet dyrkes der fritidsaktiviteter såsom sport, teater, musik m.v. Beboerne i fællesskabet besøger andre fællesskaber, ligesom de er i kontakt med det omliggende samfund.
I forbindelse med besøg af familie og bekendte etablerer beboerne særlige arrangementer. Dette samarbejde og samvær udvikler erfaringsmæssigt ansvarsbevidsthed og hensyntagen til andre mennesker, og ofte skabes der varige venskaber.
De enkelte fællesskaber er af varierende størrelse fra 15 til 20 personer til større grupper og der er fællesskaber for henholdsvis kvinder og mænd. Erfaringerne har vist, at ophold af flere års varighed ofte er nødvendige for at der kan skabes varige ændringer hos de stofmisbrugere og alkoholikere der sædvanligvis er tale om, og som ikke har kunnet hjælpes indenfor de almindelige behandlingssystemer. Mennesker af alle nationaliteter er velkomne.
Rejseudgifter m.v. betaler man selv.
Visiteringen til Comunità Cenacolo kan principielt ske ved direkte henvendelse.
Associazione San Lorenzo
Comunità Cenacolo
Via San Lorenzo 35
120037 Saluzzo (CN)-Italia
Tel. 0175/46122 Fax 0175/476369
e-mail: info@comunitacenacolo.it
Eller kontaktpersonen I Danmark:
Psykolog Torben Lund, der evt. kan hjælpe hvis der er problemer.
Mail: Lund_Torben@mail.dk
Tlf. 20474348
Adresse: Astilbehaven 131,
2830 Virum